1½ dag på Zanzibar

I weekenden tog vi til Zanzibar for at møde Anne og Marie igen samt få lidt sol på det blege maveskind og spise friskfanget fisk.

Vi tog afsted klokken 6.15 og var glade for at Muhammed kørte så vi kunne få lidt søvn på vejen. Da vi kom til Dar og skulle købe billetter var det præcist lige så kaotisk, som vi havde forestillet os; i det samme vi gik ud af bilen blev vi "overfaldet" af en stor flok hustlere, som alle havde et "godt råd" om det at købe billet. Vi var smarte nok til at prøve at undgå at følge for mange råd, men endte alligevel ude bag ved et billetkontor sammen med to andre turister. Bilethajerne skulle se vores pas for at kunne lave billetterne, men vi var ikke meget for bare at give dem væk og de blev lidt småfornærmede over, at vi ikke stolede på dem.
Frida fulgte efter ham, der havde taget vores pas og således fandt vi ud af, hvor vi næste gang skal købe billetterne. Ved en lille luge, hvor der bla. står "we have no agents outside the office" 150m fra der hvor vi var blevet luret hen. Men prisen var den samme. Så hvorfor al det postyr?

Sejlturen tog lidt over 2 timer og vi sad udenfor hele vejen. Det eneste tidspunkt vi fortrød at vi havde valgt en speedbåd, var da vi så hvaler. Vi nåede at se dem komme op 2 gange og vifte med halen (eller havd det nu hedder på en hval) og så var vi suset forbi. Det var nu meget spændende og resten af vejen spejdede vi ud over vandet i håbet om at se flere. Ingen af os har før set hvaler live men nu har vi fået en forsmag og tror ikke vi kommer hjem fra Tanzania uden at have været på en rigtig hvalfindertur.

Vel fremme i Stonetown blev vi modtaget af Anne og Marie. De var meget kyndige og kendte alle smutvejene gennem havneområdet hen til immigrationen. Selvom Zanzibar er en del af Tanzania, skal man have passet frem og stemples ind og ud og frem og tilbage samt udfylde de sædvanelige registreringskort, hvor man angiver at man bare er der for sjov. Takket være de to tøseguider fik vi hurtigt klaret formaliteterne. Vi fandt en minibus, som vi charterede og så var vi på vej videre halvanden time mod nord og Nungwi.


Ankomsten til Stonetown, en lille arabiskpræget, hyggelig og meget turistet by lige ned til vandet.

Der var mange turister i Nungwi, flere end vi har set i de 2 måneder, hvor jeg har været i Tanzania - og mange danskere. Det var lige før vi forventede at tjenerene på resturenterne skulle sige "hvad skulle det være" på dansk eller lignende, som kan opleves på andre store danske turistdestinationer.
Vi overvejde om det store antal danske turister er normalt eller om rygtet om kronprinseparets bryllupsrejse til Tanzania måske har haft betydning for det store danskerrykind.

Vi nåede den dag at få 2-3 timer på stranden og bade i det lave ebbevand.
Om aftene hyggede vi lidt med danskerne og fik drukket en af de flasker Amarola, som Anne og Marie havde købt i Stonetown.
Da de andre var gået i seng, var Frida og jeg på en anden bar, der var super hyggelig og veldesignet og vi sad på stranden og nød en stjernehimmel med et væld af stjerner. Det er svært at opleve en sådan stjernehimmel i dk fordi byer og anden kunstig belysning ødelægger totaloplevelsen. En sådan stjernevæld får en til at føle sig ganske lille men samtidig fuld af forundring over størelsen af universet, det er sjovt som et par milliarder stjerner kan få en i det filosofiske hjørne.

Næste dag var vi på ekspedition til en anden strand. Ved ebbe er det muligt at gå hele vejen tørskoet på stranden, men vi ville ikke vente og lade os styre af en satelit, der er så langt væk så vi valgte at gå hele vejen i vand, der flere gange nåede os til langt over livet. Det var en dejlig tur, hvor vi havde en følelse af rigtigt at være på opdagelse. Det var lidt hårdt at gå en lille time i vand med armene over hovedet så da vi nåede frem til den anden strand lagde vi os i sandet til et velfortjent hvil - og så begyndte det at småregne.
Det var jeg glad for. Småregn betyder nemlig at det pludseligt er ligitimt at sætte sig på en bar og tage sig en formiddagsøl, hvad vi derfor gjorde.

Det var så rart med øl og sprut at vi ikke nåede tilbage på stranden men i stedet lagde os mageligt i en lille sofagruppe i solen og slangede os der indtil det var tid at komme tilbage inden flod. Da vi kom tilbage til nungwi holdt de lokale en slags folkefest. Der stod flere hundrede på stranden og ventede på at en kapsejlads mellem to af de små både med de flotte sejl skulle starte. Da sejladsen startede fulgte piger og børn skibene langs stranden og mændene blev tilbage for at lege tovtrækning. Senere kunne vi høre, at der var en form for sangkonkurrence for pigerne bag ved vores bungalow.

Næste dag tog vi hjem tidligt for ikke at skulle blive nød til at køre i mørke og fordi vi gerne ville nå at shoppe lidt souvenirs i Dar. Vi føler at vi efterhånden er blevet gode til at prutte og handle men er samtidigt overbeviste om at vi endnu ikke har købt noget uden at de har smågrinet efter at vi har forladt butikken og gnedet sig i hænderne oven på en indbringende handel.


Solnedgang og fodbold på stranden.

Det var den weekend.
I dag skal jeg til den tyske slagter og forhøre mig om vi kan lave en kredit aftale eller en konto, så Ib kan købe ind uden at vi behøver at give ham penge på forhånd. Der har været lidt ballade mellem ham og os efter at han havde købt og brugt noget billigt vaskepulver, som har lave små blå pletter på flere af vores skjorter og lagen. Desuden har vi på fornemmelsen at lidt for mange penge af dem vi giver ham til indkøb ender i andres lommer. I dag har jeg bedt ham om at begynde at lave husholdningsregnskab, så begynder køleskabet måske at blive fyldt igen.

Det er lidt ubehageligt når vi langsomt begynder at stole mindre og mindre på folk omkring os. Det er en arbejdsskade fra Fridas arbejde, hvor det tit viser sig at selv betroede vagter og chauffører ofte er med i uhæderlige forretninger. Derfor aflæste vi også kilometertælleren i smug da vi kom til Dar for at se om Muhammed brugte bilen i weekenden til Taxakørelse eller lignende. Frida var meget nervøs for at hun skulle tage ham i snyd, da han er en af de få som hun har besluttet at stole på (og alligevel aflæser hun tælleren). Hun var derfor lettet over at se at der kun var blevet kørt få kilometer i bilen og glæden resulterede selvfølgelig i at hun gav ham flere shillings som tak for hjælpen.